Carsten Svendsen - Skuespiller

CARSTEN SVENDSEN - OM AT BLIVE PLUKKET UD TIL AT SPILLE NIELS KLIM & AT HAVE HØJDESKRÆK

Født 1979

Uddannet skuespiller ved Odense Teater

Har bl.a. spillet i Cabaret og Sommer i Tyrol på Aalborg Teater

Spiller hovedrollen i Vendsyssel Teaters åbningsforestilling Niels Klim

Bor i København

Foto: Allan Toft (fra Sommer i Tyrol på Aalborg Teater)

’Det nye Vendsyssel Teater minder mig om Skuespilhuset i København. Bare i miniformat.’

’Jeg glæder mig enormt til at lave Niels Klim. Den nye, runde sal virker som et rum, der kan alt. Et rum, der fristiller kreativiteten. Jeg tænker meget over, hvordan det bliver at stå inde i den sal. Den emmer af noget særligt. Der er noget fyrtårn over den.’

’At blive plukket ud af Peter Schrøder til at spille Niels Klim er et højdepunkt for mig. Jeg er stolt over at være med til at præge det nye teater. Det er jo ikke kun kunstnerne, men også politikerne og byen, der skaber teatret. Man føler sig vildt velkommen i Vendsyssel Teater som omrejsende gøgler.’

’Nogle modige mennesker i Nordjylland vil gerne satse på kulturen og på teatret – og de vil endda spille den her historie af Holberg. Jeg har aldrig spillet Holberg før. Niels Klim er ikke som Holbergs komedier. Jeg er meget imponeret over romanen. Den er samfundsrevsende, og når man læser den, virker det er helt uhyggeligt, at vi ikke har lært noget af historien.’

’Lige nu spiller jeg Anything Goes på Det Ny Teater, der er et af de største teaterrum i Danmark. Den runde sal på det nye Vendsyssel Teater er en meget mere intim sal. Du kan være helt nærværende med publikum. Du kan nærmest være helt oppe i ansigtet på publikum. Jeg glæder mig til at hænge fra loftet i en snor. Jeg har faktisk lidt højdeskræk, så det bliver spændende.’

 

Vendsyssel Teater- Hvad & Hvem

Vendsyssel Teater startede som egnsteater i Hjørring i 1984. Det får tilskud fra både Hjørring Kommune og Frederikshavn Kommune. Den 1. januar 2017 indledes Vendsyssel Teaters næste fireårige egnsteateraftale. 

Teatret producerer hver sæson mellem fem og syv teaterproduktioner. Derudover præsenterer teateret 10 - 12 gæstespil fra turnerende teatre og viser mellem tre og fem forestillinger for børn og unge. Læs mere

Find os her

Banegårdspladsen 4
9800 Hjørring
Tlf. 98 92 47 11
teater@vendsyssel-teater.dk

Cvr. nr. 74841317