Hanne Laursen - Skuespiller

HANNE LAURSEN - OM AT VÆRE VILD MED SVEND, KNUD OG VALDEMAR & AT VÆRE SPÆNDT PÅ DET NYE TEATER

Født 1957 i Brønderslev. Uddannet pædagog. Autodidakt skuespiller

Tidligere revyskuespiller og skuespiller ved Jomfru Ane Teatret

Skuespiller ved Vendsyssel Teater siden 2005. Aktuel i Svend, Knud og Valdemar - og i Niels Klim

Bor i Hjørring

Foto: Benny Rytter

Da jeg trådte ind ved baren med det grønne glas, var det, som om jeg var på turné og trådte ind i teatret i en helt anden by. Det var en fantastisk følelse.’

’Da vi indspillede filmen til Svend, Knud og Valdemar i hullet nede under den nye, runde scene, så var det tydeligt, hvor storslået det bliver at spille i det nye teater. Akustikken er fabelagtig. Det kan man allerede mærke.’

’Jeg er en badenymfe. Så jeg glæder mig til at få en ny garderobe med en ordentlig bruser.’

’I min tid som amatørskuespiller spillede jeg Dario Fo ude på Sæbyscenen. Hans stykker handler tit om, at folk rager til sig. Jeg kunne godt tænke mig at spille Dario Fo på det nye teater.’

’Rollen som Frøken Stjernholm i Svend, Knud og Valdemar i 2005 var afgørende for, at jeg fik foden indenfor på Vendsyssel Teater. Så her midt i spændingen over det nye teater, vil jeg berolige mig selv og sige som Frøken Stjernholm:

»Publikum sidder, hvor de altid har siddet – og vi står der, hvor vi altid har stået.«’

 

Yndlingsforestillinger på Vendsyssel Teater

Niels Klim - 2007 – med Vendsyssel Teater og det russiske teater Comic Trust på Børglum Kloster

’Instruktøren Vadim Fisson fra Skt. Petersborg var virkelig en oplevelse. Vi startede med en hel times fysisk opvarmning før alle prøverne. Vadim Fisson var tidligere danser, men han havde fået begge ben amputeret og sad i kørestol. Så han sad ned og instruerede Jørgen Bing som Niels Klim - og alle os andre – i de vildeste scener. Det var grotesk. Og det var før, der var noget, der hed rygeforbud…’

Shirley Valentine - 2012 – på Vendsyssel Teater og på turné

’Rollen som Shirley Valentine blev skelsættende for mig. Det var min første store monolog. Hende kom jeg til at holde meget af.’

 

 

Vendsyssel Teater- Hvad & Hvem

Vendsyssel Teater startede som egnsteater i Hjørring i 1984. Det får tilskud fra både Hjørring Kommune og Frederikshavn Kommune. Den 1. januar 2017 indledes Vendsyssel Teaters næste fireårige egnsteateraftale. 

Teatret producerer hver sæson mellem fem og syv teaterproduktioner. Derudover præsenterer teateret 10 - 12 gæstespil fra turnerende teatre og viser mellem tre og fem forestillinger for børn og unge. Læs mere

Find os her

Banegårdspladsen 4
9800 Hjørring
Tlf. 98 92 47 11
teater@vendsyssel-teater.dk

Cvr. nr. 74841317