Hans Peter Svendler - Realdanias seniorkonsulent

HANS PETER SVENDLER - OM VENDSYSSEL TEATER & TEATRET SOM VALFARTSSTED

Født 1954 i Skagen

Arkitekt MAA

Medstifter af 3xNielsen i 1985, i dag 3XN

Professor ved Arkitektskolen Aarhus 1994-2003

Adm. direktør og fondschef i Realdania 2004-15; nu seniorkonsulent

                                                                                    

’Jeg har brændt så meget for et nyt Vendsyssel Teater, fordi jeg tror, at det vil blive en kulturel trækkraft for Vendsyssel. Det kan være med til at løfte hele landsdelen. Derfor har Realdania støttet huset.’

’Jeg er født og opvokset i Skagen, og jeg kender til forholdene på egnen. Hvis Vendsyssel skal tiltrække yderligere arbejdskraft udefra, så er kulturinstitutionerne meget vigtige. Kulturen kan styrke regionen.’

’Folkene i Vendsyssel Teater har ønsket sig et superavanceret teater, men de har først og fremmest haft en ambition om at få en rund sal. Og så har de ønsket, at teatret skulle være et samlingssted for alle. Det er godt tænkt. Når man er en by som Hjørring, skal man samle tingene – ikke sprede dem. Samtidig er byens placering af teatret lige ved rutebilstationen og jernbanen virkelig overbevisende. Alle de unge, der pendler til deres uddannelsessteder, kommer jo lige forbi teatret hver dag.’

’Da Realdania gik ind i projektet, havde Hjørring Kommune en plan for midtbyen om at flytte rådhuset. Men så ville den gamle del af Hjørring blive en blindtarm. Vi ville hellere være med til at skabe en balance i byen og udvikle forretningslivet. Det kan lykkes med placeringen af det nye teater lige ved stationen. Det er i hvert fald erfaringerne fra kulturprojekter rundt om i verden. Da Seattle i USA byggede et nyt bibliotek, valgte man at lægge det i en af de mest nedslidte bydele. Men biblioteket løftede hele området, så det nu (12 år efter, red.) er en af byens mest hotte steder.’

’Personligt glæder jeg mig mest til at opleve den runde sal. Den teatersal er enestående på verdensplan, fordi den både kan benyttes som rund scene og som kukkasseteater. Folk, der bygger nye teatre i Frankrig og England, vil valfarte til Vendsyssel Teater!’

’Foyeren har hele kulturbredden indbygget i sig. Den er åben og kan benyttes af alle, og samtidig kan alle scenerne åbnes, så alle rum kan hænge sammen ved særligt store begivenheder.’

’Første gang, vi skal besøge et sted, kan vi godt være bekymrede. Men på Vendsyssel Teater kan man allerede se gennem glasset udefra – og se, at der er en café og et rum, som er hele byens hus.’

’Jeg var selv med til at vælge farverne sammen med arkitekterne. Den rødbrune ’cortenstål’ skulle matche de røde murstensbygninger rundt om teatret. Og de andre farver, der kan oplyses om aftenen, skal helst virke lidt mere ungdommelige.’

’Schmidt Hammer Lassen har skabt Vendsyssel Teater som et hus, der peger fremad – uden at være outreret. Så vi er super tilfredse i Realdania.’

 

 

Vendsyssel Teater- Hvad & Hvem

Vendsyssel Teater startede som egnsteater i Hjørring i 1984. Det får tilskud fra både Hjørring Kommune og Frederikshavn Kommune. Den 1. januar 2017 indledes Vendsyssel Teaters næste fireårige egnsteateraftale. 

Teatret producerer hver sæson mellem fem og syv teaterproduktioner. Derudover præsenterer teateret 10 - 12 gæstespil fra turnerende teatre og viser mellem tre og fem forestillinger for børn og unge. Læs mere

Find os her

Banegårdspladsen 4
9800 Hjørring
Tlf. 98 92 47 11
teater@vendsyssel-teater.dk

Cvr. nr. 74841317