Helge Reinhardt - Teatrets initiativtager

HELGE REINHARDT - OM AT SKABE ET TEATER I HJØRRING I 1984 & PIONÉRÅND

 

 

 

Født 1943 i Tyskland

Uddannet dirigent i Stuttgart - og sanger og sangpædagog fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Nordjysk Musikkonservatorium

Initiativtager til det første Vendsyssel Egnsteater og teaterleder 1984-92

Grundlægger af Musicalakademiet i Fredericia i 1999

Leder af Fredericia Teater som Danmarks første musicalegnsteater 2001-2007

Boede 30 år i Hjørring, men har boet i Aarhus siden 2005

 

’Før jeg kom til Hjørring, var jeg med til at grundlægge Jomfru Ane Teatret i Aalborg sammen med instruktøren Mogens Pedersen og to andre. Dengang var der kun et relativt begrænset repertoire på Aalborg Teater. Men fordi jeg underviste i musik på Hjørring Gymnasium, begyndte jeg også at lave teater i Hjørring. Vi lavede først Børglum Klosterspillene med Det gamle spil om enhver med bl.a. Kresten Andersen og Hans Holtegaard. Det blev en kæmpe succes, så derfor gik jeg enegang til Kulturministeriet og søgte om at få penge til et egnsteater i Vendsyssel. Og det fik jeg.’

’Efter 10 år var vi et anerkendt teater i hele landet. Vi havde endda fået en turnépris for Gøgereden. Men vi havde stadig ikke noget fast spillested – vi spillede oppe bag Det Grafiske Værksted i Nørregade og på seminaret. Vores økonomi var latterligt lille i forhold til, hvad vi spillede. Vi kunne godt spille på Vendelbohus, men der kostede det 5.000 kr. om dagen. Vi havde en fantastisk pionerånd, men det kunne jo ikke blive ved. Så sagde jeg til byrådet: »I har nøjagtig et halvt år til at søge en løsning og en ny leder.« De troede, at det var tom luft. Men jeg gik. Jeg var meget bitter. For allerede et halvt år efter fik Ditte Maria Bjerg lov til at indrette Vestre Skole til teater.’

’Vendsyssel Teater har haft nogle fremragende chefer, ikke mindst Kasper Wilton og Peter Schrøder. Jeg er lykkelig over, at det skib, jeg satte i søen, har vist sig levedygtigt. Shakespeare er min yndlingsforfatter, selv om jeg er tysk født. Så jeg er begejstret for, at det nye teater er inspireret af Shakespeares teater.’

’Da jeg kom til Hjørring i 1983, var der ikke meget gang i kulturen i byen. Der var egentlig kun symfoniorkestret oppe på seminariet, der var af højt niveau. Når man i dag træder ud af banegården, så tænker man:

»Warw! Der er sket noget.«’

 

Vendsyssel Teater- Hvad & Hvem

Vendsyssel Teater startede som egnsteater i Hjørring i 1984. Det får tilskud fra både Hjørring Kommune og Frederikshavn Kommune. Den 1. januar 2017 indledes Vendsyssel Teaters næste fireårige egnsteateraftale. 

Teatret producerer hver sæson mellem fem og syv teaterproduktioner. Derudover præsenterer teateret 10 - 12 gæstespil fra turnerende teatre og viser mellem tre og fem forestillinger for børn og unge. Læs mere

Find os her

Banegårdspladsen 4
9800 Hjørring
Tlf. 98 92 47 11
teater@vendsyssel-teater.dk

Cvr. nr. 74841317