Kaj Nørholm - Musikformanden

KAJ NØRHOLM - OM AKUSTIK, NIVEAUER OG FLYGLER

 

Født 1943 i Hjørring

Formand for Hjørring Musikforening

Uddannet lærer fra Hjørring Seminarium og også uddannet i musikhistorie og direktion fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aalborg

Den eneste, der både har været elev, lærer, inspektor og konstitueret rektor på Hjørring Gymnasium

Flyttede tilbage til Hjørring efter 15 år som rektor på Fyn

Medlem af bestyrelsen i Vendsyssel Festivalen

Formand for Hjørring Sommerspil

 

’Selvfølgelig er jeg allermest spændt på akustikken. Det er klart. Musiksalen er en kammermusiksal. Akustikken er tilpasset klassisk musik, men den vil også kunne bruges til jazz og til ny klassisk musik – og sikkert også til en hel del rytmisk musik. Erfaringen vil vise, hvordan de andre genrer klarer sig i rummet.’

’Lige fra de allerførste møder har vi gået meget op i, at alle gulve i huset er i samme niveau, så instrumenter let kan rulles rundt i huset. Det er rigtig godt, at man har indtænkt en musiksal i bygningen sammen med teatret. For teater og musik har mange fælles flader.’

’Hjørring Musikforening præsenterer seks-syv klassiske koncerter i vintersæsonen. Vores repertoire er mest klassisk – med solister eller trioer, kvartetter eller kvintetter.. Folk vil gerne høre Bach og Mozart og Schubert, men jeg ville da personligt også gerne havde mere ny musik på repertoiret. Til gengæld samarbejder vi også med Vendsyssel Festivalen, der afholdes over seks uger hver sommer i kulturhuse og kirker rundt om i hele Vendsyssel.’

’I øjeblikket afholder vi koncerter på Hjørring Gymnasium, hvor vi har fået et nyt Steinway-flygel. Vores medlemmer tilhører ’det grå guld’, så vi håber da, at vi også kan få nogle nye medlemmer ved at komme med i det nye Vendsyssel Teater. Desuden samarbejder vi med Den Musiske Skole i Hjørring, og musikeleverne har gratis adgang til vores koncerter.’

’Mange af vores medlemmer i Hjørring Musikforening tager også ud til Musikkens Hus i Aalborg – og Musikkens Hus har faktisk fremmet folks interesse for at høre koncerter hos os i Vendsyssel. Den effekt vil vi da også gerne skabe med vores nye musiksal i Vendsyssel Teater.’

’I Hjørring Musikforening havde vi gerne set salen lidt større. For vi er omkring 300 medlemmer, og i den nye musiksal kan der kun være 190 tilhørere. Til gengæld vil vi her også kunne afholde masterclasses og andre arrangementer i forbindelse med koncerterne.’

’Det er klart, at når jeg står i det nye teater, så får jeg også drømmen om at rulle flyglet fra musiksalen ind i den store, runde teatersal, når der kommer store navne til vores koncerter.’

’Min barndomsby Hjørring lignede til forveksling Korsbæk fra Matador. Min mor gik heller ikke i den ene kjoleforretning, men kun i den anden… Musikforeningen blev stiftet det år, jeg blev født. Dengang var der mange fine fruer i Hjørring, der gik til musikforeningens koncerter for at blive set. I dag kommer de for at høre musikken.’

Vendsyssel Teater- Hvad & Hvem

Vendsyssel Teater startede som egnsteater i Hjørring i 1984. Det får tilskud fra både Hjørring Kommune og Frederikshavn Kommune. Den 1. januar 2017 indledes Vendsyssel Teaters næste fireårige egnsteateraftale. 

Teatret producerer hver sæson mellem fem og syv teaterproduktioner. Derudover præsenterer teateret 10 - 12 gæstespil fra turnerende teatre og viser mellem tre og fem forestillinger for børn og unge. Læs mere

Find os her

Banegårdspladsen 4
9800 Hjørring
Tlf. 98 92 47 11
teater@vendsyssel-teater.dk

Cvr. nr. 74841317