ET NORDISK SAMARBEJDE

OM RIKSTEATERN
RiksTeatern er Sveriges nationale turnéteater og en af landets største kulturinstitutioner inden for scenekunst. Organisationen blev grundlagt i 1933 med det formål at gøre professionel scenekunst tilgængelig for alle – uanset hvor i landet man bor. Med visionen om at være “hele Sveriges scene” arbejder RiksTeatern for at bringe teater, dans, musik, cirkus og scenekunst for børn og unge ud til både store byer og mindre lokalsamfund.
RiksTeatern fungerer både som producent af forestillinger og som et landsdækkende netværk af lokale teaterforeninger. Gennem mere end 230 lokale foreninger og tusindvis af medlemmer skabes der et stærkt samarbejde mellem professionelle kunstnere og lokale ildsjæle, som sammen sikrer, at scenekunsten når ud til publikum i hele Sverige. Som statsstøttet kulturinstitution har RiksTeatern også et særligt ansvar for at fremme mangfoldighed, tilgængelighed og kunstnerisk udvikling. De arbejder blandt andet med internationale samarbejder, forestillinger på tegnsprog samt produktioner målrettet børn og unge. Målet er at skabe scenekunst, der både underholder, udfordrer og skaber refleksion.
RiksTeatern er i dag en central aktør i nordisk kulturliv og et stærkt eksempel på, hvordan scenekunst kan forenes med folkeligt engagement og kulturel tilgængelighed i hele samfundet.
OM & ESPOON TEATTERI
& Espoon Teatteri er et af Finlands førende scenekunsthuse og fungerer som Espoos byteater med en stærk international profil. Teatret har base i Tapiola i Espoo og arbejder med ambitionen om at skabe scenekunst, der bringer mennesker sammen på tværs af kulturer, perspektiver og generationer. Med sloganet “The International Theatre of Finland” markerer teatret sig som en moderne kulturinstitution med både lokal forankring og globalt udsyn.
Teatret producerer både egne forestillinger og samarbejder med nationale og internationale kunstnere og kompagnier. Repertoiret spænder fra moderne dramatik og eksperimenterende scenekunst til performance, gæstespil og tværkunstneriske projekter. Som offentlig kulturinstitution arbejder teatret aktivt med mangfoldighed, tilgængelighed og kunstnerisk innovation. Forestillingerne foregår ikke kun på de faste scener i Tapiola, men også i byrummet, naturen og alternative venues, hvor teatret møder publikum i nye sammenhænge. Denne fleksible tilgang gør scenekunsten mere nærværende og tilgængelig for flere.
I 2023 ændrede teatret navn fra Espoo City Theatre til & Espoon Teatteri. Navnet “&” symboliserer forbindelser – mellem mennesker, kunstformer og idéer – og afspejler teatrets ønske om at være et åbent og inkluderende samlingspunkt for scenekunst i Finland og Norden.
ET NORDISK SAMARBEJDE
“At se det fremmede i det velkendte, og det velkendte i det fremmede”
Vendsyssel Teater har for første gang indgået et samarbejde med to nordiske teatre — Riksteatern i Sverige og & Espoo Theatre i Finland. SOMETHING er resultatet af flere års fælles udviklingsarbejde med ambitionen om at skabe en samtidscirkusforestilling, som ingen af teatrene ville kunne løfte alene. Forestillingen samler ikke blot kunstnere og kompetencer på tværs af landegrænser, men afspejler også et fælles ønske om at styrke nordisk scenekunst i en tid, hvor internationalt samarbejde er vigtigere end nogensinde.
“Hvis du ikke griber mig, falder jeg”
Riksteatern er Sveriges nationale turnéteater og en central aktør i udviklingen af ny samtidscirkus. SOMETHING blev sat i gang for at skabe ny nordisk samtidscirkus med internationalt udsyn. Magali Bancel, ansvarlig for den kunstneriske udvikling af cirkus på Riksteatern, har været med siden projektets begyndelse og er drivkraften, der har samlet teatrene: “Samarbejde er helt grundlæggende for cirkus; ikke at samarbejde er reelt aldrig en mulighed. Cirkuskunstnere er afhængige af hinanden – det handler om tillid, nogle gange endda om liv og død. Hvis du ikke griber mig, falder jeg.” Magali forklarer, hvordan cirkus udvikles gennem lange, undersøgende processer uden færdigt manuskript — og kræver tid, specialiserede ressourcer og en hel masse teknisk udstyr. Ved at gå sammen som tre institutioner illustrerer Magali, hvordan samarbejdet har skabt de nødvendige rammer for samtidscirkus som kunstform: ”Vi har kunnet ”gribe” hinanden, når der var brug for det.”
”Internationalt samarbejde giver kun mening, hvis 1 + 1 = 3”
& Espoo Theatre— også blot kaldt & — med Jussi Sorjanen som kunstnerisk leder, arbejder målrettet med internationale co-produktioner og ser SOMETHING som et led i en større strategi for at forbinde finsk scenekunst med resten af Norden og Europa. “Internationalt samarbejde giver kun mening, hvis 1 + 1 = 3. Resultatet skal være større end, hvad man kan opnå hver for sig”, siger Jussi. Han peger på, at selvom Finland er internationalt forbundet på mange planer som økonomi, musik og sport, så har teatre traditionelt været mere isoleret. I lyset af den geopolitiske situation er det for Jussi vigtigt, at små lande allierer sig også på et kunstnerisk plan: “Vores hovedmål — både som teater og som land — er at forblive forbundet. Det er afgørende og bliver i stigende grad et eksistentielt spørgsmål.”
SAMTIDSCIRKUS SOM FÆLLES SPROG
Samtidscirkus er en undersøgende og grænsebrydende form for scenekunst, der taler direkte til publikum — ofte uden ord. Magali beskriver, hvordan cirkus kommunikerer på et fysisk og intuitivt niveau, på tværs af kulturer: ”At gøre det umulige muligt, at skubbe grænser — det er kernen i cirkus.” Samtidscirkus viser, hvad levende scenekunst kan, når den er mest modig. De franske instruktører Camille Boitel og Sève Bernard forvandler hverdagsobjekter og velkendte situationer til poetisk og risikofyldt artisteri. For Jussi er samtidscirkus en invitation til at se ver- den med nye øjne: “At se det fremmede i det velkendte, og det velkendte i det fremmede. At vise det nye i det gamle, og det gamle i det nye.”
”Det bliver en betagende forestilling med fantastiske kunstnere, der presser deres kroppe, deres fantasi og brugen af teaterscenen til det yderste på legende og uventede måder. Det bliver helt klart SOMETHING”
For Vendsyssel Teater markerer SOMETHING et vigtigt skridt i retning af stærkere nordiske forbindelser og nye produktionsformer. Samarbejdet har gjort det muligt at skabe en forestilling med længere udviklingstid, større kunstnerisk risiko og et bredere internationalt perspektiv. SOMETHING er ikke bare en forestilling, men et konkret eksempel på, hvordan nordiske teatre kan løfte hinanden — og publikum. Til publikum har Magali et klart budskab: ”Vær klar til noget helt uventet — noget dybt menneskeligt, fyldt med humor, kærlighed og omsorg.”