FRØKEN JULIE
STRINDBERGS KLASSIKER OM BEGÆR OG GYS I SOMMERNATTEN
15. APRIL – 8. MAJ 2021
Mandag – fredag kl. 19.30 og lørdag kl. 15.00
Dog tirsdag 20. april og tirsdag 27. april kl. 14.00
Spiller ikke fredag 30. april og lørdag 1. maj 2021
BLACK BOX
(15 ÅR+)
Velkommen til et moderne, psykologisk drama om kvindekamp, klassekamp og begær
Det er sankthansaften på herregården. I grevens køkken arbejder herskabstjeneren Jean og kokkepigen Kristin, der er kærester. Grevens datter, Frøken Julie, kommer ind i køkkenet. Hun opfordrer Jean til at gå med ud til folkefesten og være hendes dansepartner. Jean adlyder modstræbende, men afbryder så dansen og vender tilbage til køkkenet og Kristin. Frøken Julie dukker også op i køkkenet igen. Det er ved at være sent. Kristin falder i søvn. Jean og Frøken Julie kommer til at tale om deres drømme, ambitioner og frihed. Erotikken slår gnister. Frøken Julie befaler Jean at lystre i køkkenet, lige som hun tidligere har fået sin eksforlovede til at lystre i laden med sin ridepisk. Snart er kroppene ikke til at standse i midsommernatten.
Men begæret bliver til gys. Pludselig er det ikke længere indlysende, hvem der hersker over hvem.
MEDVIRKENDE
Frøken Julie: Maria Cordsen
Jean: Albert Stein Ankerstjerne
Kristin: Linnea Voss
Tekst: August Strindberg
Oversættelse: Sven Holm
Instruktion: Christoffer Berdal
Scenografi: Marianne Nilsson
Lysdesign: Marcus Philippe Gustafsson
Lyddesign: Kasper Neergård
Dramaturgi: Anne Middelboe Christensen
HOLDET BAG
Da August Strindberg (1849 – 1912) udgav ’Frøken Julie’ i 1888, beskrev han i sit forord alt det, der kom til at indvarsle det, som vi i dag kalder ’det naturalistiske teater’: Et teater befolket af mennesker, der ikke handler rationelt, men som lader sig styre af de dybeste lidenskaber. Og et teater, hvor alt på scenen er virkelighedsnært – et teater, hvor et bord er et bord… Så filmrealistisk bliver vores opsætning af herregårdsstykket antagelig ikke. Tiden har givet os en anden frihed til at stilisere Strindbergs eksplosive kønsrollestykke. Den tyskfødte instruktør Lydia Bunk, der tidligere bl.a. har iscenesat Goethes Clavigo på Aalborg Teater og Bergmans Höstsonaten på Göteborgs Stadsteater, skulle have instrueret stykket. Men så kom coronaen ulykkeligvis og umuliggjorde et teatersamarbejde på tværs af Tyskland og Danmark. Derfor var det fantastisk, at den danske instruktør Christoffer Berdal kunne springe til i stedet. Han har tidligere opsat bl.a. Livsens Ondskab på Nørrebro Teater i 2017, Bang og Betty på Folketeatret i 2012 og Gregersen Sagaen på Aarhus Teater 2005 - 08. Hans fortolkning af Frøken Julie vil ikke mindst fokusere på kønnenes forventninger til hinanden og personernes bristede drømme i Strindbergs klassiker. Scenografen Marianne Nilsson, der sidste sæson forvandlede Vendsyssel Teaters store scene til en gul kornmark til Jeppe på Bjerget, vil nu skabe et helt særligt ’herregårdskøkken’ i teatrets Black box. Lysdesigneren Marcus Philippe Gustafsson, der også skabte lys til sidste sæsons Tæt tåge, vil udfordre Strindbergs ord om sidelys, og Kasper Neergård vil skabe lyddesignet om følelserne i den blussende sankthansaften.
Hvis du er nysgerrig på mere Frøken Julie, så klik her og læs om gæstespillet About miss Julie.

KOM TRYGT I TEATRET - LÆS OM VORES TILTAG IFT. COVID-19 HER!