HAVFRUEN FRA HIRTSHALS

OPLEV ET ÆGTE SALTVANDSDUKKETEATER FOR BØRN!

(EGENPRODUKTION)
PREMIERE: 19. MARTS 2019
FAMILIEFORESTILLINGER:
23. MARTS, 30. MARTS OG 13. APRIL 2019
KLOKKEN: 11.00 OG 13.30

VARIGHED: 40 minutter.
STED: Nordsøen Oceanarium
OBS! De forestillinger, hvor der på billetten står kl. 13.00, begynder først kl. 13.30, da der er fodring i det store akvarium kl. 13.00. I er selvfølgelig velkommen til at overvære fodringen.

Teaterbilletten gælder også som adgangsbillet til Nordsøen Oceanarium

Hvad gør en musling, når den får ondt i maven? Så beder den selvfølgelig om hjælp hos sin allerbedste ven krabben. Og krabben spørger så om et godt råd hos alle sine venner – mågen, rødspætten, rejerne og marsvinet …

I Vendsyssel Teaters nye dukketeaterforestilling møder børnene dyrene fra havet ud for Hirtshals - i en eviggyldig fortælling om venskab, men også i en aktuel beretning om havets farer. Tilsat en ordentlig skude eventyr - og et stænk af havfrueskønhed.

'Havfruen fra Hirtshals' er skrevet og instrueret af Jørgen Bing. Han er en af Vendsyssel Teaters kerneskuespillere. Han er desuden aktiv i planlægningen af Naturmødet. Han har tidligere skabt børneteaterforestillingerne 'Økogøjserne', 'Den uartige barnevogn' og 'Blød i rabatten'.
Se hans og de øvrige kunstners profilbeskrivelser nederst.

'Havfruen fra Hirtshals' opføres med støtte fra Nordea Fonden.
En særlig tak til havbiologen Nathalie Danielsen fra Nordsøen Oceanarium.

Forestillingen præsenteres sammen med Nordsøen Oceanarium som en fælles gave til Hirtshals i 100 års jubilæumsåret 2019.
Der bliver børnepremiere tirsdag den 19. marts 2019.

2. klasserne i Hjørring Kommune er inviteret til at opleve forestillingen i dagtimerne. En del børnehaver rundt omkring i Vendsyssel har også købt billetter til forestillingen.

Se oversigten over forestillinger til institutioner her.
Se oversigten over forestillinger til skoler og friskoler her.


MEDVIRKENDE:
Dukkeførere: 
Astrid Kjær og Yulia Bulankina Lystbæk

KUNSTNERNE BAG:
Tekst, instruktion og scenografisk koncept: 
Jørgen Bing
Dukker: Paul Arne Kring
Musik: Henrik Baloo Andersen
Lys: Anders Budolf Andersen
Dramaturgi: Anne Middelboe Christensen

KLIK HER FOR FLERE INFORMATIONER, FOTOS OG PRESSEMATERIALE!

Under Aprilfestival 2019 spilles 'Havfruen fra Hirtshals' på skoler og daginstitutioner 1. - 4. april. Under festivalweekenden 5. - 7. april 2019 spilles forestillingen for alle. Klik her og se tid, sted og billetter.

SE DEN LANGE TRAILER TIL HØJRE OG DEN KORTE TRAILER HER.
HAND-OUT: SE TURNÉPRISER M.M. HER.

YULIA BULANKINA LYSTBÆK - dukkefører
Født 1970 i Skt. Petersborg – i en teaterfamilie, der går fem generationer tilbage. Uddannet skuespiller og dukkefører ved Akademiteatret i Skt. Petersborg i 1991. Skuespiller ved Skazka Teatret 1991-2003. Vinder af Golden Soffit Prize i 1995 og nomineret til Golden Mask Prize i 2002. Flyttede til Danmark i 2003. Freelancedukkefører bl.a. ved Marionetteatret (fx Jubiiilæum, 2016 og Lydmåleren, 2017) og Bådteatret (bl.a. Jernring, 2017). Besøgte Vendsyssel Teater med den russiske teatertrup Comic Trust til Niels Klims underjordiske rejse på Børglum Kloster i 2007.

ASTRID KJÆR - dukkefører
Født 1983 i Vust i Nordjylland. Uddannet dukkefører ved Hochschule für Schauspielkunst Ernst Busch i Berlin i 2011. Del af dukketeaterkollektivet Handmaids. Har skabt bl.a. Lilith (2009) og Salomé (2016) – dukketeaterforestillinger for voksne – samt medvirket på Aarhus Teater (Det gyldne Kompas, 2009) hos Quasi Teatret (Enten-Eller, 2011), Marionetteatret (Jubiiilæum, 2016), Teatret Værk og Teater Refleksion (SMACK!, 2013) og Hear My Eyes (Falling Awake på Hippodromen, 2017). Desuden dukketeaterunderviser, bl.a. for udsatte børn i krisecentre.

JØRGEN BING – dramatiker og instruktør
Født 1956 på Frederiksberg. Uddannet skuespiller fra Aarhus Teater i 1984. Skuespiller ved Vendsyssel Teater siden 1992 – og teaterchef 2000 - 2003. Har bl.a. medvirket i Tribadernes nat (2011), Larm i kulissen (2015), Arsenik og gamle kniplinger (2015), Ingen kender kunsten (2016), Niels Klims underjordiske rejse (2017), Hårnålesvinget (2018), Turisterne (2018) - og i Hamlet, hvor rollen som Polonius gav ham en Reumert-nominering som Årets mandlige birolle 2017. Desuden dramatiker og instruktør bl.a. på Danmark mit fædreland.

ANDERS BUDOLF ANDERSEN - lysdesigner
Født 1964 i Lønstrup. Autodidakt lysdesigner. Debuterede som skuespiller i 1978. Tilknyttet Vendsyssel Teater siden egnsteatrets etablering i 1984. Har her skabt scenografi og lysdesign til Gøgereden (1988) og Peter Pan - og lysdesign til bl.a. Arsenik og gamle kniplinger (2015), Hvem spiller ud? (2016), I fornuftens land (2016), Hamlet (2017), Danmark mit fædreland (2018), Turisterne (2018) og Et dukkehjem (2019). Også tilknyttet Hjørring revyen og Lundergårdrevyen.

PAUL ARNE KRING – dukkemager
Født 1953 i København. Dukkemager. Uddannet på Kunsthåndværkerskolen i 1975. Debuterede som tegneserieskaber i 1974 og stod bl.a. bag detektivserien om Bolette Hansen i Ekstrabladet. Dukkemager bl.a. på tv-julekalenderen Nissernes Ø (2003). Dukkemager og dukkefører hos Marionetteatret bl.a. i Et lille fremskridt (2014), Det Lille Teater i En sælsom rejse (2015), Meridiano Teatret i Anima (2011) samt hos ZeBU og Musikteatret SAUM i Min far og vrede mand (2016). Manden bag mågedukkerne Kaj og Bøje fra færgereklamerne - og nu altså Mågen Mogens og alle de andre havdyr i Havfruen fra Hirtshals.

HENRIK BALOO ANDERSEN – komponist
Født 1959 i Hjørring. Autodidakt komponist, pianist og kapelmester. Kapelmester og komponist ved Vendsyssel Teater i forestillinger som Svend, Knud og Valdemar (2005- 2016), Jeppe på Bjerget (2005), Prinsesserne (2006), Ulysses (2008), Helvede over og himlen under (2009), Niels Klims underjordiske rejse (2017) og Ain’t Misbehavin’ (2017). Kapelmester hos bl.a. Jomfru Ane Teatret og Himmerlands Teater. Producer i Haps Studiet. Kapelmester i Kolding Revyen 2007 – 09. Direktør og kapelmester for Hjørring revyen siden 2011. Årets revykomponist 2009, 2012 og 2017.

 

Synes godt om

Tidligere forestilling

LØSSALG voksen: kr. 110
LØSSALG børn max 15 år: kr. 100
10-TURS KLIPPEKORT: kr. 500

19/3-2019
13/4-2019
Kl. 11:00/13:30

Vendsyssel Teater- Hvad & Hvem

Vendsyssel Teater startede som egnsteater i Hjørring i 1984. Det får tilskud fra både Hjørring Kommune og Frederikshavn Kommune. Den 1. januar 2017 indledes Vendsyssel Teaters næste fireårige egnsteateraftale. 

Teatret producerer hver sæson mellem fem og syv teaterproduktioner. Derudover præsenterer teateret 10 - 12 gæstespil fra turnerende teatre og viser mellem tre og fem forestillinger for børn og unge. Læs mere

Find os her

Banegårdspladsen 4
9800 Hjørring
Tlf. 98 92 47 11
teater@vendsyssel-teater.dk

Cvr. nr. 74841317