STORMENE

EGENPRODUKTION
20. FEBRUAR – 28. MARTS 2020
Mandag - fredag kl. 19.30 og lørdage kl. 15.00
Dog tirsdag d. 25. februar og tirsdag d. 3. marts kl. 14:00
STORE SAL

KAN OGSÅ OPLEVES SOM KLOSTER-/TEATER-PAKKE - KLIK HER OG FÅ MERE INFO.


VENDSYSSEL-DRAMA OM STYGGE KRUMPENS UKENDTE DILEMMA MELLEM TRO OG KÆRLIGHED
Den unge, fraskilte adelskvinde Elisabeth forelsker sig lidenskabeligt i biskop Stygge Krumpen på Børglum Kloster. Han forsøger at holde sit katolske cølibat, men lidenskaben blusser mellem dem. Efter reformationen i 1536 fængsles Stygge, og Elisabeth lever derefter i uvished uden ham i årevis. Men deres kærlighed vil ikke dø. Forestillingen er et stort kærlighedsdrama - med forbudt lidenskab, heftig passion og opsigtsvækkende trofasthed.
Dette er et Vendsyssel-drama med genklang fra bl.a.  Børglum Kloster, Voergaard og Sæby.

MEDVIRKENDE:
Elisabeth: Laura Kold
Stygge: Anders Gjellerup Koch
Dorthe: Clara Ellegaard
Andreas: Lue Støvelbæk
Margrethe: Louise Davidsen
Erik Banner: Jørgen Bing
Lene: Merete Mærkedahl
Erik Mortensen og biskop: Sune Kofoed
Bonde Due og Christian III: Hans Holtegaard

KUNSTERNE BAG
Baseret på roman af Maria Helleberg
Oplæg: Maria Helleberg
Dramatisering: Maj Rørbæk Damgaard
Instruktion: Anders Lundorph
Scenografi: Steffen Aarfing
Lyddesigner: Andreas Carlsen
Lys: Anders Kjems

OM SKUESPILLERNE
Laura Kold spiller rollen som Elisabeth. Hun har bl.a. spillet med i Kirsebærhaven (Odense Teater), Emma – den fremmede pige (Himmerlands Teater og Louise Schouw Teater), Troen & Ingen (Teatret Svalegangen) – og senest Et juleeventyr på Aalborg Teater. Anders Gjellerup Koch spiller rollen som Stygge. Han er ansat ved  Odense Teater, hvor han bl.a. har spillet hovedrollerne i Breaking the Waves, Jeppe på BjergetSpillemand på en tagryg - og senest rollen som Christian IV i  Leonora Christina. Desuden optræder de nyuddannede skuespillere Clara Ellegaard og Lue Støvelbæk sammen med Louise Davidsen – foruden Sune Kofoed, der også spillede med i Niels Klims underjordiske rejse, samt Vendsyssel-spillerne Jørgen Bing og Hans Holtegaard.

OM KUNSTNERNE BAG
Romanen Stormene er skrevet af Maria Helleberg, som er uddannet mag.art. i teatervidenskab og dansk. Hendes historiske romaner har akademikerens nidkærhed, men digterens frihed. Teatret har dog altid haft hendes særlige interesse, hvilket ikke mindst viste sig i hendes roman Scenesat (2012) om 1800-tals skuespillerinden Johanne Luise Heiberg. Hun har skrevet flere stykker dramatik, bl.a. Celle (Teatret Svalegangen, 1993), Frost (Café Teatret, 2001) og Svanekød (Grønnegårdsteatret, 1996). Vendsyssel Teaters teaterforestilling over Maria Hellebergs roman Stormene ønsker at omdanne den opsigtsvækkende romanfortælling om Stygge Krumpen og Elisabeth til brændende kærlighedsteater, lige her i Vendsyssel. (læs mere om Maria Helleberg i vores sæsonkatalog)
Dramatiseringen skrives af Maj Rørbæk Damgaard, der er uddannet fra Dramatikeruddannelsen ved Aarhus Teater og tidligere har skrevet bl.a. Lejlighed nr. 50 (Team Teatret, 2018), Panda Affæren (Grob, 2016) og Café Zennep (Får 302, 2007).
Iscenesættelsen skabes af Anders Lundorph, der også instruerede åbningsshowet på det nye Vendsyssel Teater i 2017. Han har tidligere iscenesat bl.a. Ganløse-revyen (2015) og Boys Don’t Cry (Det Kongelige Teater og Mungo Park, 2014), der modtog en Årets Reumert Særpris, og senest Hokus Pokus på Det Kongelige Teater.
Scenografien er af Steffen Aarfing, der bl.a. har skabt scenografien til The Book of Mormon (Det Ny Teater, 2018) og Romeo og Julie (Det Kongelige Teater, 2015). Han var scenografisk rådgiver under byggeriet af Vendsyssel Teater, og nu får han mulighed for at prøve kræfter med teatrets Store sal.
Lysdesigneren er Anders Kjems, der har skabt lys til bl.a. Erasmus Montanus (2017) og 4:48 Psychosis (2018) på Aarhus Teater.


SE FORESTILLINGSPROGRAMMET HER!

KLIK HER FOR FLERE FOTOS OG PRESSEMATERIALE

PRESSEN SKRIVER:

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ KULTURKUPEEN (Ulla Strømberg)
På Vendsyssel Teater har man samlet et fantastisk hold og demonstrerer, at hvis bare ambitionerne er store, og arbejdsiveren ligeså, kan der skabes væsentligt og relevant teater med direkte relation til det lokale.

(22.02.2020 - læs hele anmeldelsen her)


️ UNGT TEATERBLOD (Anne Sophie Thingsted)
Stormene er en hæsblæsende forestilling, der ærer nordjysk lokalhistorie på flotteste manér i et drama om kærlighed, religion og politik. Maj Rørbæk Damgaards dramatisering af Maria Hellebergs historiske roman bringer fortællingen om den fraskilte adelskvinde Elisabeth og den katolske biskop Stygge Krumpen til live på mesterlig vis.

(22.02.2020 - læs hele anmeldelsen her)


️ CPH CULTURE (Michael Søby)
Årets hidtil flotteste scenografi finder man på Vendsyssel Teater. Steffen Aarfing (…) transporterer os via en overdådig træinstallation tilbage til Stygge Krumpens tid (…).
(…) I Anders Lundorphs periodesikre iscenesættelse giver STORMENE os ikke blot nye perspektiver på historiske personer og begivenheder, men minder os i lige så høj grad om menneskers - og i særdeleshed kvinders - livsvilkår i en anden tid end vores.

(22.02.2020 - læs hele anmeldelsen her)


GREGERS DIRCKINCK-HOLMFELD
Børglum-biskoppens trængsler – en kvinde var stærkere end ham. Vendsyssel Teater med en prægtig og broget egnshistorie.

(21.02.2020 - læs hele anmeldelsen her)


️  SCENEBLOG.DK (Casper Koeller)
I scenograf Steffen Aarfings dunkle univers, en stemningsfuld og effektiv etagescenografi, der med sine elegant-rustikke brandtrapper minder om hans vidunderlige indretning af det hedengangne Rialto Teatret, finder Hellebergs store drama om 1500-tallets tilbagestående menneskesyn sin helt naturlige plads på Vendsyssel Teaters in-the-round scene, og med STORMENE er det første gang at teatret i Hjørring til fulde udnytter den fantastiske intimitet der skabes på deres arenascene. Shakespeare ville have klappet i sine små hænder.

(23.02.2020 - læs hele anmeldelsen her)


⭐️⭐️⭐️⭐️ NORDJYSKE (Max Melgaard)
På Vendsyssel Teater spiller man på en rund scene med publikum fordelt over 360 grader. Det giver mulighed for at lave nogle særdeles overraskende og flotte scenografier, som vi ikke ser til dagligt. Således også her. Jeg er fuldstændig betaget af, at to maneger på skift hejses op og ned fra loftet og til scenegulvet. Det er genialt.
(22.02.2020)


⭐️⭐️⭐️⭐️ JYLLANDS-POSTEN (Mortens Hede)
Sammensværgelser, magtkneb, kærlighed og ikke mindst fortællingen om den stærke og selvstændige kvindes kamp for respekt i et mandestyret samfund bliver fremdriften i en historie, der trods sine tre timer nemt kan optage os endnu længere. I Maj Rørbæk Damgaards dramatisering er forestillingen både relevant og dramatisk, og den knytter fint de mange forskellige tråde i historien sammen for os.
(29.02.2020)


ISCENE.DK (Trine Wøldiche)
Den store runde sal på Vendsyssel Teater kan noget helt særligt. Ikke kun, når det drejer sig om den mere tekniske, men i høj grad også om stemning og opbygning af fortællingen. (...)
Stormene er et ambitiøst projekt. Det er historiefortælling om alt fra det Stockholmske blodbad, bondeoprøret og reformationen, og så er det en mere jordnær historie om forbudt kærlighed, personlige ambitioner og en enkelt kvindes forsøg på at bryde med normerne.

(21.02.2020 - læs hele anmeldelsen her)


KRISTELIGT DAGBLAD (Lise Majgaard)
Maria Hellebergs 717 sider er på Vendsyssel Teater kogt ned til teatrets svar på en murstensroman: ”Stormene" er en tre timer lang, rimelig vellykket maratonindføring i religiøse stridigheder, politiske magtkampe og kærlighedsintriger spækket med satire og melodrama.
(29.02.2020)


ARBEJDEREN (Allan Vokstrup)
Skuespillerne er så fint castet og sammenspiller denne aften, så man tror, at man underholdes af et fast sammentømret ensemble. Bemandingen fuldender Vendsyssel Teaters triumf. Alt synes at gå op i en højere enhed denne aften.

(24.02.2020 - læs hele anmeldelsen her)

Synes godt om

Tidligere forestilling

LØSSALG: kr. 285
ABONNEMENT: kr. 235 
GRUPPE + 10: kr. 245
UNGE UNDER 25 ÅR OG STUDERENDE: kr. 75

20/2-2020
28/3-2020
Kl. 19.30 på hverdage og lørdage kl. 15.00

Vendsyssel Teater- Hvad & Hvem

Vendsyssel Teater startede som egnsteater i Hjørring i 1984. Det får tilskud fra både Hjørring Kommune og Frederikshavn Kommune. Den 1. januar 2020 er Vendsyssel Teater opgraderet til et såkaldt §5-teater, og er således på Finansloven.

Teatret producerer hver sæson mellem fem og syv teaterproduktioner. Derudover præsenterer teateret 10 - 12 gæstespil fra turnerende teatre og viser mellem tre og fem forestillinger for børn og unge. Læs mere

Find os her

Banegårdspladsen 4
9800 Hjørring
Tlf. 98 92 47 11
teater@vendsyssel-teater.dk

Cvr. nr. 74841317