Presse

PRESSEMATERIALE 'E-Rasmus'

Teater Vestvolden, Bornholms Teater og Vendsyssel Teater præsenterer...

E-RASMUS
Gaming-komedie frit efter Holberg

I 2022 er det 300 år siden, at Ludvig Holberg opførte den første offentlige forestilling på dansk. Dansk teaters jubilæumsår markeres med en landsdækkende fejring, som bliver skudt i gang med Danmarkspremieren på en ny teaterforestilling om unge og gaming frit efter Holbergs Erasmus Montanus. Til forestillingen er udviklet et nyt computerspil til smartphone.

Danmarkspremiere 4. marts 2022

Rasmus er gamer, og da han kommer hjem på ferie fra efterskolen, vil han kun lyde navnet E-Rasmus. På efterskolen er E-Rasmus’ computerspil taget til, og nu slynger han om sig med navne og sætninger på et gamersprog, som ingen omkring ham helt forstår.

Mor Nille tager det ikke så tungt og er stolt af sin søn – lige indtil naboen og Rasmus’ gamle klasselærer kigger forbi. De mener, at drengens udvikling vækker grund til bekymring, og inden nogen når at se sig om, er kommunen pludseligt involveret! De voksne bekymrer sig, for E-Rasmus insisterer på, at gaming-universet er lige så virkeligt som virkeligheden – og det kan det jo umuligt være. I hvert fald ikke, hvis man spørger de voksne…

’E-Rasmus’ er en gaming-komedie for unge fra 12 år og deres voksne baseret på  en fri fortolkning af Ludvig Holbergs klassiker Erasmus Montanus. Forestillingen er med til at hylde dansk teaters 300 års jubilæum, som bliver fejret i hele landet frem mod Holbergs 338. års fødselsdag den 3. december 2022.

E-Rasmus er co-produceret af Teater Vestvolden i Hvidovre, Bornholms Teater og Vendsyssel Teater og får Danmarkspremiere på Teater Vestvolden den 4. marts 2022. Efterfølgende drager forestillingen på turné til Vendsyssel Teater og Bornholms Teater.

 

Fakta

MEDVIRKENDE
Mathias Bøgelund, Olivia Franciska Fevel Borgels, Martin Bo Lindsten, Clara Ellegaard

SCENOGRAF
Lise Marie Birch

INSTRUKTØR
Nils P. Munk

INSTRUKTØRASSISTENT
Andreas Frone

TEKST – Frit efter Holberg
Jens Svane Boutrup

LYSDESIGNER
Flora Pelle Brandt

LYDDESIGNER
Jonas Jørgensen / Jes Theede

SCENEBYGGER / TEKNIK
Gert Christoffersen, Martin Mørch og Mikkjal Galan

VÆRKSTED
Michael Sørensen, Kasper Neergård, Thorbjørn Nielsen og Martin Søndergaard

FORESTILLINGSLEDER OG AFVIKLER
Allan Hansen

KOSTUMIER
Tytti Sofie Hongisto

REKVISITØR
Theresse Annebelle Jensen

DRAMATURGI
Ditte Bladt-Hansen

PRODUCENT
Ditte Kanstrup/Stephan Pollner

CO-PRODUKTION
Bornholms Teater, Vendsyssel Teater og Teater Vestvolden i Hvidovre.

ALDER

Fra 12 år

 

VARIGHED

Ca. 50 min (uden pause)

 

SPILLEPERIODE: 1. marts – 12. marts 2022.   
SPILLESTED: Teater Vestvolden, Høvedstensvej 49, 2650 Hvidovre.

TURNE: Vendsyssel Teater 14.-19. marts 2022 og Bornholms Teater 22.-26. marts 2022.

E-Rasmus er støttet af Statens Kunstfond, William Demant Fonden, Lemvigh-Müller Fonden, Spar Nord Fonden og A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

 

BAGGRUND om fejringen af dansk teater 300 år

Den 23. september 1722 blev der for første gang offentligt spillet teater på dansk. Begivenheden fandt sted på teatret i Lille Grønnegade i København under ledelse af Ludvig Holberg. Forestillingen var Molières Gnieren, og to dage efter fik Holberg sin dramatikerdebut med Den politiske kandestøber.

Danmark markerer 300-året for dansk teater med en landsdækkende fejring af scenekunsten i hele efterårssæsonen 2022 frem til Holbergs 338. års fødselsdag den 3. december.

Forestillingen E-Rasmus er en hyldest til de 300 år, der er gået siden Holberg støbte de første kander til den danske folkejsæl og dansk teater, som i dag udgør en central rolle i danskernes liv med  lige knap 3 millioner solgte teaterbilletter årligt, hvilket er exceptionelt mange set i forhold til indbyggertal.

Læs mere på www.danskteater300aar.dk.

Ludvig Holberg

Epokegørende dansk-norsk forfatter, hvis forfatterskab spænder over en lang række emner og genrer. Holberg skrev både videnskabelige værker om historie, jura, geografi og filosofi - og komedier, romaner og poesi. Han var akademiker af internationalt format og indførte mange af oplysningstidens tanker i Danmark-Norge. Mange af hans komediefigurer som Erasmus Montanus er optaget som arketyper i det danske sprogbrug.

Læs mere om Ludvig Holberg på Wikipedia: https://da.wikipedia.org/wiki/Ludvig_Holberg

Om de tre teatre, der står bag forestillingen E-Rasmus

Teater Vestvolden er et egnsteater i Hvidovre, som producerer professionelle teaterforestillinger for børn, unge og deres voksne. Med en stærk lokal tilknytning som hele Hvidovres teater, formår Teater Vestvolden samtidig at række ud til publikum fra Vestegnen og Hovedstadsområdet med forestillinger, som også henvender sig til skoler, der kommer på besøg i dagtimerne, inden forestillingen spiller for det faste løssalgspublikum om aftenen. Repertoiret tæller kendte historier fortalt på en ny og anderledes måde som var tilfældet med dramatiseringen af Bjarne Reuters Zappa, hvor publikum møder de tre barndomsvenner som voksne mænd. Senest opførte Teater Vestvolden den første danske dramatisering af misbrugsromanen Christiane F. med tre kvindelige skuespillere i titelrollen. Teater Vestvolden er også kendt som et morskabsteater med stand-up på plakaten hver måned og moderne varietéshows i løbet af sæsonen. I efteråret 2022 flytter Teater Vestvolden fra de nuværende lokaler på Høvedstensvej og ind i et nyopført teater i det kommende kulturcenter Risbjerggård, som Hvidovre Kommune etablerer i bymidten med Teater Vestvolden som centrum.

Bornholms Teater er Bornholms egnsteater, der har ambition om at tilbyde teaterkunst af højeste kvalitet med solid forankring i bornholmsk kultur. Denne ambition forfølger teatret gennem produktioner af teaterforestillinger, der sætter bornholmske temaer i centrum, og gennem samarbejder med lokale foreninger, institutioner og kunstnere på Bornholm.

Bornholms Teater er bornholmernes teater, men har også ambitioner, der rækker ud over Bornholm. Vi samarbejder med andre professionelle teatre i Danmark om turné-forestillinger, ligesom nogle af vores forestillinger også vises i udlandet - og vi er på den måde med til at gøre reklame for Bornholm.Bornholms Teater er bosat på det historiske Rønne Theater fra 1823, og indgår i et aktivt og tæt samarbejde med Rønne Theater, Teaterforeningen Bornholm og Bornholms Dramaskole om at præsentere et rigt og varieret udbud af teaterforestillinger, teaterundervisning og andre kulturaktiviteter til bornholmerne.

Vendsyssels Teater startede som egnsteater i Hjørring i 1984. De første år turnerede teatret, men i 1993 fik Vendsyssel Teater fast spillested, da man rykkede ind på Vestre Skole i Dronningensgade i Hjørring. Efter ti års planlægning, og to års byggeproces, flyttede Vendsyssel Teater fra den gamle skole til de flotte nye rammer på Banegårdspladsen lige midt i Hjørring centrum i 2017. Vendsyssel fik dermed et nyt topmoderne teater og et fantastisk samlingssted, der danner optimale rammer for scenekunsten og meget, meget mere.

Pr. 1. januar 2020 opgraderedes Vendsyssel Teater fra egnsteater til et såkaldt §5-teater (også kaldet "Regionalt kraftcenter"). Vendsyssel Teater producerer 3 til 6 nye teaterproduktioner hver sæson – og præsenterer 10 - 12 gæstespil fra turnerende teatre. Desuden viser teatret tre til fem forestillinger for børn og unge. Teatret skaber al scenografi på eget værksted – og alle kostumer på egen skræddersal.

Vendsyssel Teater er kendt for sin solide komedietradition, sine gakkede farcer, sine folkelige klassikerfortolkninger og sin særlige sans for realistisk teater. Men også for psykologisk drama, der gør ondt.

Søren Meisner

Vendsyssel Teater- Hvad & Hvem

Vendsyssel Teater startede som egnsteater i Hjørring i 1984. Det får tilskud fra både Hjørring Kommune og Frederikshavn Kommune. Den 1. januar 2020 er Vendsyssel Teater opgraderet til et såkaldt §5-teater, og er således på Finansloven.

Teatret producerer hver sæson mellem fem og syv teaterproduktioner. Derudover præsenterer teateret 10 - 12 gæstespil fra turnerende teatre og viser mellem tre og fem forestillinger for børn og unge. Læs mere

Find os her

Banegårdspladsen 4
9800 Hjørring
Tlf. 98 92 47 11
teater@vendsyssel-teater.dk

Cvr. nr. 74841317