Visionerne bag Hjørrings Teater- og Oplevelseshus

Visionerne bag byggeprojektet

Et helt særligt og stærkt bygningsværk blev i 2017 indviet i Hjørring - et Teater og Oplevelseshus.

Husets imødekommende atmosfære har fra vinteren 2016-17 dannet rammen om Hjørrings omfangsrige teaterliv. Samtidig udspiller mange andre kulturelle og kreative aktiviteter sig her. Husets offentlige interiør griber ud efter byens liv og trækker det velkomment indenfor. Her mødes amatøren og den professionelle, den unge og den gamle, gymnasieeleven og lærlingen – dette er et hus for alle. Skuespillerne har en helt ny platform til deres kunst, hvor hver detalje er nytænkt, og hvor den mest avancerede teknik tages i brug. Men der er ikke givet køb på Vendsyssel Teaters kendemærke; den intime kontakt mellem aktør og publikum. Her skal fremtidens scenekunst udvikle sig.

EN NYTÆNKENDE KULTURINSTITUTION

Det nye Vendsyssel Teater nytænker kulturinstitutionens rolle som en del af byens offentlige rum. Huset fungerer som samlingssted for de, der interesserer sig for musik, teater og kulturliv, ikke mindst de lokale unge og ikke-organiserede grupper. Der er tale om et visionært bygningsværk, der kan bidrage til det stærke kulturliv i Vendsyssel.

Huset skal styrke udviklingen af både byen Hjørring og hele Hjørring Kommune, og samtidig fungere som en dynamo for kulturlivet i hele Nordjylland. Dermed understøttes både bosætning, uddannelse og erhverv. Teater og Oplevelseshuset rækker ud i byen og skaber, udover teater, plads og rum til mange typer aktiviteter, spontane som planlagte, for både aktive deltagere og nysgerrige betragtere - kort sagt et miks af muligheder, der kredser omkring kulturelle forhold både i og udenfor huset.

Teatret er hjertet

Hjørring har et usædvanligt succesrigt teaterliv. Dette har været udgangspunktet for, at huset er kommet til verden, og derfor er mulighederne for udfoldelse af en helt særlig scenekunst hjertet i huset. Dette nye teater skal i dets sale engagere og inspirere landsdelens indbyggere ved at tilbyde scenekunst i mange former af høj klasse. En scenekunst, hvor intimitet og nærhed mellem publikum og optrædende har høj prioritet. En scenekunst som rækker ud til mange befolkningsgrupper i alle aldre, og som også kaster international bevågenhed af sig.

Vendsyssel Teater har hjemsted i det nye hus. Teatret et af landets mest veldrevne og anerkendte egnsteatre med et stort loyalt og kvalitetsbevidst publikum. Teatret har dannet ramme om mange succesfulde forestillinger, herunder flere Reumert nominerede.

 

Sammenhæng med byen

Teater og Oplevelseshusets etablering tilføjer attraktive opholds- og udfoldelsesmuligheder til byens rum og bidrager dermed til at skabe sammenhæng i byen. Huset er placeret centralt i Hjørring, nær byens øvrige kulturinstitutioner og mellem byens hovedindfaldsvej, togstationen og bymidtens hovedstrøg. Huset er på 4200 kvadratmeter, og rummer 4 sale. Den store sal er designet sådan, at der kan rummes ”in-the-round” forestillinger med plads til 250 – 350 tilskuere – i største opstilling 430 pladser. Blackboxen rummer op til 150 personer. Musiksalen er optimeret til kammermusik og rummer 190 pladser. Herudover er er en prøvesal, som også kan bruges til eksempelvis børneforestillinger.

Det offentlige interiør

Udover musiksal og teatersale er husets helt særlige karakteristikum det offentlige interiør - Teater og Oplevelseshusets ankomstareal - der tager åbent imod og byder indenfor. Det er tænkt som et åbent, generøst og inviterende offentligt rum, hvor byliv møder teater i et aktivt knudepunkt. Her er der mulighed for mange og forskelligartede spontane og planlagte aktiviteter henover døgnet, men også mulighed for bare at sætte sig og drikke en kop kaffe. Det er et rum, der folder sig ud mod teatertorvet og byen, og som også er til rådighed for en række folkelige og foreningsbaserede begivenheder og initiativer.

 

Arkitektur

Bygningsprojektet fremstår som en komposition af præcise bygningsvolumener, der meget enkelt og markant tilpasser sig den omliggende bymidtes forskellige skalaer og samtidig manifesterer sig som en ny levende organisme i bybilledet. Facader i cortenstål spiller med sin varme farve flot op til den eksisterende bygningsmasses røde teglstensfacader, mens de transparente glasfacader mod en nyanlagt teaterplads mod vest knytter huset tæt på byrumsforløbene mellem Banegårdspladsen og bymidten.

Læs meget mere om projektet på Hjørring Kommunes hjemmeside HER

 

Arkitekter

• Schmidt Hammer Lassen Arkitects K/S

Underrådgivere:

• Arkitektfirmaet Finn Østergaard

• Brix & Kamp A/S

• Alectia, LiWplanning ApS

• Gade & Mortensen Akustik

• AIX Ark. AB-Arteno v. Torsten Nobling

Partnerings entreprenør:

• A. Enggaard A/S

 

Økonomi:

Det samlede budget for byggeriet er på 175 millioner

kroner (inkl. grunden). Foruden Hjørring Kommune

bidrager en række fonde til opførelsen:

• Realdania, 65 mio. kr.

• Det Obelske Familiefond, 25 mio. kr.

• ENV-”Fonden”, 25 mio. kr.

Klik her for at se forskellige fotos af det endelige resultat samt brugen af bygningen!

Vendsyssel Teater- Hvad & Hvem

Vendsyssel Teater startede som egnsteater i Hjørring i 1984. Det får tilskud fra både Hjørring Kommune og Frederikshavn Kommune. Den 1. januar 2017 indledes Vendsyssel Teaters næste fireårige egnsteateraftale. 

Teatret producerer hver sæson mellem fem og syv teaterproduktioner. Derudover præsenterer teateret 10 - 12 gæstespil fra turnerende teatre og viser mellem tre og fem forestillinger for børn og unge. Læs mere

Find os her

Banegårdspladsen 4
9800 Hjørring
Tlf. 98 92 47 11
teater@vendsyssel-teater.dk

Cvr. nr. 74841317